Fredag:

Sidste dag i centeret. Det er lidt trist at vi allerede skal videre, da det virkelig har været 14 super dage og alle har været så imødekommende og søde. Men vi er nu også SÅ klar til at skulle videre og se mere af dette fantastiske land.
Dagen startet med jordemødrenes fredags morgensmadsmøde hvor vi fik lidt at spise og jordemødrene fik vores flotte medbragte kage, som de alle syntes vældig godt om.
Bagefter tog Charlotte med sin jordemoder med ud på hjemmebesøg, mens Sally og jeg havde 3 konsultations piger på centeret og hjemme ved dem. (Charlottes tvillingegravide fødte desværre ikke i nat). Begge jordemoder havde en kort dag i dag og havde lovet os at tage os med ud og snorkle, hvis altså ikke vi blev kaldt ud til en fødsel. Så kl. 13.00 kørte vi mod en nærliggende stand som lå så natur smukt. (Vi kørte dog lige forbi Sally for at skifte til badetøj. Her havde deres kat, Ralf, lagt en lille gave til os på vores badeværelsegulv, en hovedløs kanin unge – AD)
 Vi (Charlotte og Jeg) lejede et par våddragter, da vandet jo stadig er ret så koldt (12 grader). Sally dykker i sin fritid så hun havde sin egen våddragt mens Nicky valgte at blive på land.
DET VAR SÅ FANTASTISK. Selvom det lige tog lidt tid at vende sig til det kolde vand. Vandet er så klart, men pga det voldsomme regnvejr i går var der ikke så langt sigtbarhed.  Vi så så mange fisk, der var små og nogle var virkelig STORE. Nogle større end os. Det var så fascinerende men også lidt skræmmende. Fiskene havde alle mulige størrelser, faconer og farver. Vi har vedlagt nogle billeder vi har fundet på nettet, af de flotte fisk.
Bagefter kørte vi en lille omvej hjem, for at komme op til et helt utrolig flot udkigspunkt. Man får næsten lyst til at flytte her ned.
Da vi kom hjem hoppede vi i et varmt bad, hvorefter vi hjalp med at lave pizza til aften.
Så nu skal der pakkes og gøres klar til i morgen, hvor vores road trip begynder. Igen ved jeg ikke hvordan og hvornår vi får net, men vi opdatere jer så snart vi kan.  
See you later alligeter…

Vi forlod vores luksussuite i Salt Lake City kl. ca.11 efter at have vasket og ordnet forskellige ting på computeren. Derefter gik det sydpå ad motorvejen i vores lækre "nye" bil. Jeg behøver vel næppe at sige, at vi igen kørte igennem nogle fantastiske landskaber med høje bjerge i baggrunden. Jeg har altid forestillet mig Utah og Salt Lake som noget temmelig fladt, men det passer altså ikke.

Turen her til Bryce Canyon City gik rigtig fint og problemfrit, og for en gangs skyld kom vi frem uden at være segnefærdige. Vi blev indkvarteret i to værelser ved siden af hinanden med to kingsize senge i hver samt køleskab og internet, så det kan vi vist godt være tjent med.

Efter ankomsten gik vi en tur i den lille cowboy-by for at finde ud af mulighederne. Det er selvfølgelig meget turistet, men vi valgte alligevel at købe billetter til et Cowboy Dinner Show. Det viste sig at være alle pengene værd. Vi blev bænket sammen med en belgisk familie, som vi nåede at få en god snak med inden det hele startede. Derefter var der mad, som for vores vedkommende var Cowboy Chicken, mens der var lidt revolver- jungleren og opvisning med lasso. Derefter kom hovedattraktionen, The Wranglers, som spillede og sang i 3 kvarter, en fed oplevelse med flot sang og en formidabel violin. De har indspillet 3 CD-er og vi købte straks alle tre - signerede!!

På vejen hertil så vi allerede de fantastiske røde klipper, men selve Bryce Canyon gemmer vi til i morgen, hvor vi regner med at starte lidt tidligt.

Efter en Senior Slam Breakfast hos Dennys, forlod vi Las Vegas, omkring kl. 9:30, og vi fandt hurtigt (ved hjælp af vore tro følgesvend – fru TomTom) Interstate 15, hvor vi nu kører igennem et cowboy lignende landskab mod Springdale i staten Utah. Her skal vi overnatte på Zion Majestic View Lodge – som ligger 2 miles udenfor parken.

Vi ankom kl. 13:30, efter et stop på et trading post, hvor vi kom til at købe et stykke lun hjemmelavet æblepie med ice cream – selvom vi delte 1 stykke, blev vi så mætte at vi måtte springe frokosten over. Alt er stort her i USA – især portionsstørrelserne.

Vi kunne først få vores værelse kl. 15:00 så vi besluttede at tage en shuttle bus indtil parken. Herfra kører der busser rundt i parken hver 6-7 minut, så vi var hurtigt inde i selve parken og af sted på en rundtur på Zion Canyon Scenic Drive.

Zion er en fantastisk smuk canyon med nogle voldsomt imponerende klippepartier, som tårnede sig højere og højere op omkring os i takt med at vi kørte dybere ind i parken.

Zion Canyon er opstået gennem millioner af år, takket være Virgin flodens konstante strøm gennem dalen. North Fork Virgin River er en sideflod til Colorado River,. Vandstrømmen i floden har skåret sig langsomt men sikkert ned gennem sandstensklipperne, og blotlagt de røde klippesider. Det er et ubeskriveligt smukt sceneri, med alle de røde, gule og orange farver på disse enorme klippeformationer.

Langs den rute som bussen kørte, kunne vi  stå af og på og gå på opdagelse på en række naturstier som fandtes ved disse stop.. Højdepunktet på turen var  Temple of Sinawava” sidste stop på ruten. Her bliver Zion Canyon så smal, at hvis man vil helt ind i bunden, skal man have gummistøvler på, for eneste mulighed er nu at gå i den ikke særligt dybe Virgin flod.

Det er dog ikke ufarligt at gå ind i bunden af Zion Canyon, for fra tid til anden opstår der såkaldte flashfloods, hvor vandstanden pludseligt stiger voldsomt mellem klipperne og river alt med sig på sin vej. Det har gennem tiderne kostet adskillige turister livet, så vi blev pænt på vejen og tog bussen tilbage til visitors centre.

På vores stop så vi bl.a. 2 bjergbestigere, ikke større end myrer, som de hang der på den enorme klippevæg – der skal mod til at bestige en så høj klippevæg.

Ved udgangen af  parken lå en IMAX 3d biograf, hvor vi så en imponerende film om hvordan denne park blev fundet af indianerne, senere kom spanierne til, og parken fik sit navn Zion (himmel) da mormonerne indtog området  i midten 1800-tallet.

Mættet af indtryk var vi tilbage på vores Logde kl. 18:00. Tiden her i Utah er tilpasset US Mountain Time, hvilket vil sige at vi skulle stille vores ure en time frem.

Vi var rigtigt sultne og besluttede os til at spise på det steak house som hørte til lodgen. Beslutningen var ikke svær, fordi stedet også har  et mikro bryggeri, så  Mogens skulle jo lige bedømme kvaliteten af øllet her.

Vi bestilte en 8 oz  (220 gr) steak til mig og 16 oz (440 gr) steak til Mogens, med bagekartofler, hjemmebagt brød og salat bar. Bøfferne her er helt vidunderlige, og selv den bedste bøf i Denmark, fremstår som middelmådig, når først man har haft tænderne i en rigtig prime steak.

Mogens smagte på 2 af de 5 øl bryggeriet havde, så vi droppede desserten, der var simpelt hen ikke plads til mere.

Vi har et dejligt værelse med majestic view over til de røde klippeformationer. Værelserne her i USA er i de fleste tilfælde indrettet med 2 queen size senge. Det er meget rart at kunne ligge og brede sig,og ikke være nødt til at dele samme dyne.

Har lige stået at nydt den dejligste stjernehimmel fra vores veranda til lyden af cikaderne. I sandhed et dejligt sted her, men i morgen tager vi til Bryce National Park.. Vi har kun ca. 1½ times kørsel til parken, så vi kan sove længe i morgen, og nå en tur i poolen inden vi tager videre.

Vi var tidligt oppe (5:45) og havde bestilt morgenmad på værelset, så vi kunne være klar til afhentning kl. 6:55, hvor en limousine hentede os. Mogens har uploaded billeder af denne sorte sag, som kørte os til McCarran International Airport,  kun 10 minutters kørsel fra vores hotel.

Her blev vi tjekket ind og vejet – man må højst veje 245 pounds for at komme med i helikopteren, og vi holdt os lige under – ti hi (så meget har vi ikke taget på de første 12 dage her i USA). Så blev der vist en video omkring sikkerhed, og hvordan vi skulle forholde os under flyveturen. De er meget professionelle omkring sikkerheden herovre – så vi følte os helt trygge – også selvom et lille fly dagen før var styrtet ned på en villavej i Las Vegas.  Nå men vi skulle jo flyve helikopter

Så blev Rønnebek party kaldt op, sammen med 2 andre par. Vi hilste på piloten, og han førte os ud til helikopteren, tog billeder med vores kamera, og sørgede for at vi blev sat sikkert på plads, med redningsvest på maven. Mogens og jeg fik plads ved siden af piloten, så vi havde superudsyn hele vejen ud i canyonen. Med høretelefoner på, så vi kunne høre piloten, og god amerikansk musik, når han ikke talte, lettede vi elegant fra jorden og snart fløj vi ud over Hoover Dam – en fantastisk dæmning (bygget i 30’erne) som skaber store mængder strøm, samt danner en kæmpe kunstig sø – Lake Mead – som fungerer som drikkevandsreservoir for store dele af det vestlige USA.

Billederne som ligger på travelblog yder ikke dette view retfærdighed – der var et storslået flot udsyn fra 4500 fods højde. Men der ventede os endnu flottere udsigt, da vi kom til selve Grand Canyon – det kan ikke beskrives så flot det var med Colorado-floden i bunden af Canyonen. Mærkeligt at tænke sig at denne flod igennem millioner af år har gravet denne betagende kløft. Billederne taler for sig selv. Det var flot med morgensolen skinnende på de klipperne..

Herude på bunden af Canyonen landede vores pilot – og så var det ellers tid til at tage billeder. Derefter var der champagne brunch under en lille overdækket terrasse. Temperaturen var udholdelig – vel omkring 25-30 grader, men det var jo også tidligt om morgenen – kl. var kun 8:45.

Turen tilbage var ligeså betagende og endte med en tur indover The Strip – imponerende at se alle disse høje bygninger fra luften. Vi landede igen i McCarran International Airport kl. 10:00, efter 1½ time i luften og 30 minutter ude i selv Grand Canyon – helt sikkert en tur vi vil huske resten af vores liv. Super måde at starte vores sidste dag i Las Vegas.

Sådan en oplevelse må fordøjes, så vi slappede af med solskin og frokost ved poolen, og der var også tid til en lille en på øjet, før vi kørte af sted mod Fremont Street (her startede selve casino livet i Las Vegas tilbage i 40’erne). Her havde vi planlagt at spise aftensmad, men da kl. kun var 15:00, var der tid til lidt mere shopping i et outlet som lå lige ved siden af.

Fremont Street er en overdækket gade – som er lidt som St. Pauli i Hamburg – altså mere for voksne med hang til barpiger, shows og så selvfølgelig casino. Men gaden er indenfor de sidste par år blevet kendt for det fantastiske lysshow med musik som kører i loftet hver time fra kl. 20.

Efter middagen fandt vi os en plads på en Starbuck, så vi kunne følge showet derfra. Hold da op det var imponerende og så til melodien By, by miss american…… Man kunne ikke lade være at synge med, og det var nærmest rørende at høre folk synge med på denne schlager, samtidig med at Amerikas historie fra 1960’erne  blev vist i et livagtigt lyshow i loftet.. Hele gaden klappede, da showet var overstået – Et besøg på Fremont Street kan bestemt anbefales, hvis man er i Las Vegas.

Sidste punkt på programmet denne dag var et besøg på Hofbräu Haus på Paradise Road. Det er surrealistisk at træde ind i dette øltempel, hvor et tysk orkester spiller tyrolermusik, og de store ægte tyske 1-liters krus blev serveret af serveringdamer klædt i de rigtige tyske dirndl – jo her var skam ægte tyrolerstemning midt i Las Vegas.

Trætheden meldte sig – vi havde jo været tidligt oppe – og nu var vi klar til at forlade syndens by, mættet af indtryk. I morgen går vores tur 262 km mod nordøst til Zion Nationalpark, hvor vi har en enkelt overnatning. Det skal blive godt med noget ro og fred igen.

Søndag d. 5/9 kørte vi 450 miles ad highway 101 og 1 for at komme til San Francisco.

Der skete ikke så meget undervejs. På halvvejen kørte vi forbi en sofacykelrytter der havde Dannebrog svejende efter sig, vi dyttede og vinkede af ham da vi passerede ham.

Omkring kl. 20:00 ramte vi Golden Gate Bridge, som tog os over San Francisco bay på bare 20 min. - kø!

San Francisco er USA's anden mest besværlige by at finde en parkeringsplads i - det lykkedes os at finde et sted, det var dog kun muligt at betale for 12 timer, så vi måtte vende tilbage om morgenen for at forlænge vores p-billet med fire dage. Parkeringspladsopsynsmanden var bare ikke dukket op før os, han var to timer forsinket. Det lykkedes, og vi blev 80 dollar fattigere.

Efter lidt morgenmad begav vi os på en lang gåtur fra pier 1 til Golden Gate bridge, med frokost undervejs. Vejret var med os! På en af kajerne faldt vi i snak med en californisk marine biolog, der holdt opsyn med hvor mange ansjoser alle kineserne hev op, hans kone var tilfældigvis dansker. Vi fik lidt tips til fiskeriet på San Franciscos kajer, takkede og begav os vidre. Efter at have brugt lidt tid på pier 39 sammen med alle de andre turister (der sikkert også overvejede, at købe en plakat med alle de kandte skuespillere fra Star Wars episode V og deres autografer til den nette pris af 5.000 $) begav vi os vidre for at finde noget at spise. Det blev til Seafood på en fin resturant med fair priser. Tjenerne var dygtige og fint udklædte, en af tjenerne - en lille kineser - var ansat til at fylde vand på folks drikkeglas. Efter hver tår gik der ikke lang tid før der blev fyldt op, det morede undertegnede sig med i laaaaang tid. Vi fik dampede blåmuslinger med friskbagt surdejsbrød.

D. 7/9 stod på biograftur: Machete! Vi startede dagen med at finde en biograf der spillede filmen. Vi fik to billetter til kl. 20:00. Så skulle resten af dagen bare bruges. Vi havde jo dagen i forvejen set hvordan at de hev masser af fisk op nede på molen, så det ville vi da også prøve. Med vores resterende fisketang (se beretningen fra Crescent City), riggede vi den ellers til med sildeforfang og et lille lod. Men vi fandt hurtigt ud af hvorfor vi var de eneste fiskere på dagen. Der var ikke noget der rørte sig, så vi gav op efter ca. en time. Så vi traskede hjem igen og fik lavet noget aftensmad før filmen. Endelig blev det tid til filmen og vi bevægede os op til biografen. Det viste sig at det var en enormt stor biograf med hele 14 sale, hvor vi skulle sidde i en af de største. Salen var stort set tom og der var derfor ingen faste pladser, hvilket gjorde at vi fik nogle rigtig gode pladser. Filmen var rigtig god, så i kan jo glæde jer til at den kommer i Danmark den 17. november.

Om onsdagen var vi gået "asian" og havde derfor besluttet at tage både Chinatown og Japantown på samme dag. Vi lagde ud i Chinatown som er ret specielt, med deres mange butikker med diverse crap, og en bydel nærmest udelukkende befolket med kinesere og turister. Det var en ret sjov stemning, og vi sluttede Chinatown af med at spise en gang billig sushi. Derefter gik vi til Japantown, hvor der var et stort shoppingcenter med Japansk crap, samuraisværd, manga tegneserier og film og en masse japanske spisesteder.

Torsdag tog vi til Golden Gate Park, som er en stor park i byens østlige ende. Efter en tur med byens metro, endte vi ude ved parken. Det første syn som vi mødte i parken overraskede os lidt, fordi der holdt den danske sofacykelrytters sofacykel parkeret i sofacykelstativet. Dog var den danske sofacykelrytter ikke at se. Fik vi sagt at han var på en sofacykel... Nå, men vi bevægede os hen til den nærmeste lille bod, hvor vi mødte den danske sofacykelrytter, og hørte noget om hans vej fra Seattle til San Francisco på sofacykel - han havde kørt 1850 miles på 14 dage. Derefter gik vi ind i parken og ud mod vandet. På vejen blev vi røvet i den japanske del af haven, hvor det kostede 7 dollar at se et lille kinesiskinspireret område. Der var nogle meget pæne dele af parken, men indtrykket blev ødelagt af al den bilkørsel der gik igennem. Vi tog derefter tilbage til byen for at se downtown, hvor vi gik lidt rundt og så skylinen fra bunden, deriblandt den pyramideformede skyskraber som er et af byens varetegn.

Det er nu sidste dag ved kysten og vi er ved at være mentalt klar til at forlade vandet, og køre ind i den varme og tørre ørken i morgen. Så nu er vores bøn at bilen kan klarer varmen.