Vi tog med Pelni færgen fra Makassar til Labuan Bajo på vest Flores. Vi havde billetter til økonomi klassen, den billigste af slagsen. Vi skulle sove i sovesal med de lokale på nederste dæk på skibet. Der var selvfølgelig aircondition som ikke virkede og rygeforbud som ingen overholdt - og indoneserne ryger meget. Afgang kl 13, hvilket overraskende blev overholdt. Vi mødte en australier, som vi kendte tidligere og en britte. Dagen gik udendørs på øverste dæk og Kirstens fødselsdag blev fejret med alkohol-fri øl og en nudelret. Der viste sig desværre ikke at være så meget cruise over turen, som vi ellers havde håbet på, men som vi i bund grund godt viste på forhånd.
Vi ankom til Labuan Bajo kl. 7 næste morgen og brugte resten af dagen på at arrangere dykkertur og trekkingtur til Komodo nationalpark. Vi fandt et godt tilbud hos en lokal dykkerinstruktør, men måtte vente 2 dage på at komme afsted, da hans båd lå i tørdok til vedligeholdelse. Det passede os egentligt fint, da vi så havde bedre tid til at hele vores sår. Dagene gik med ren afslapning.
Vi tog afsted på dykkertur om morgenen på trediedagen, og skulle sejle ca. 2 timer før vi nåede vores første dykkersite. I løbet af dagen nåede vi 4 dyk hvor et af dem blev et natdyk. Højdepunktet på førstedagen var at observere Manta Rays med et vingefang på mere end 3,5 m, på klods hold i gang med at blive rengjort af mindre fisk.
På andendagen havde vi 3 dyk før vi igen satte kursen mod Labuan Bajo igen. Her blev højdepunktet at se en lille stime hajer svømme sammen med 4-5 delfiner, mens der rundtomkring svømmede større stimer med forskellige fisk. Ganske fascinerende og helt sikkert et af de bedste dyk på vores tur. Imellem dykkene, blev vi passet op af bådens besætning; de var 4 mand + dykkerguide + kaptajn til at hjælpe os i og ud af vores våddragter, klargøre vores udstyr og tilberede lækker mad. Det skal hertil nævnes at vi var kun 3 dykkere om bord. Serviceniveauet var virkeligt højt og dykkerturen var alle pengene værd.
Tilbage i Labuan Bajo havde vi en enkelt overnatning, før vi skulle på en 4-dages tur til Lombok. Undervejs skulle vi snorkle på koralrev og trekke på øerne Ringa og Komodo i håb om at observere de kæmpe store Komodo veraner, som kun lever på disse øer. Det viste sig dog ikke at blive så svært på Ringa, da 10 dovne veraner på "mytisk" vis holdt sig i nærheden af vagtenes køkken, selvom at de fortalte at de aldrig fodrede dem.
Dagen efter ankom vi til Komodo hvor vi så en 3 meter lang veran-han, som vagterne havde lidt postyr med at holde på afstand fra os turister. Det hænder at mennesker bliver bidt af veranerne og det er ganske kristisk, da deres spyt er meget bakterieindholdigt og uden øjeblikkelig medicinsk behandling vil man ikke kunne overleve. Det var spændende at se det store dyr, som der lever mere end 1000 af på hver af øerne. På Komodo så vi desuden hvide papegøjer, vildsvin og hjorte, men desværre kun en enkelt veran.
Trediedagen gik primært med at sejle og en nogle små snorkleture. Maden på båden var desværre ikke fantastisk og turen viste sig at være meget lang. Vi fik dog nogle smukke stjernefyldte aftener, og sov på det øverste dæk blot dækket med en pressening. Da vi endelig nåede Lombok på fjerdedagen om morgenen var vi glade for at nå i land. Det blev til en lang og støjende tur pga bådens motor og med et meget lavt serviceniveau fra besætningens side, men vi ville ikke have været besøget på Komodo foruden.
Vores eneste destination på Lombok blev Kuta. Kuta ligger på den sydlige del og meget populær for surfere pga store bølger. For nyligt er der blevet bygget en ny stor International lufthavn, som dog ikke er funktionsdygtig endnu og man planlægger at området skal blive Bali 2 og tiltrække en masse turister. Men til vores glæde er området dog stadig meget stille. Vi tilbragte 3 dage i Kuta, primært ved de forskellige strande som vi besøgte på motorcykel. Vores styrt i Sulawesi skulle ikke forhindre os i at komme op på motorcyklen igen.
Vi mødte et par unge lokale knægte på stranden og blev inviteret op til deres landsby. Her fik vi frisk kokkosmælk og kokosnød og Mikael øvede engelsk med ene af drengene, som var meget ivrig efter at forbedre sit engelsk.
Vi ville have besteget en af Lomboks store vulkaner, hvis det ikke havde været for vores sår på ben og fødder. Mikaels ene fod havde fået et brandsår, så han ikke kunne have sko på, så en længere trekkingtur var udelukket. Vi tog i stedet videre til Padang Bai på Bali i søgen efter et ikke alt for turister sted. Det blev til 2 overnatninger på et charmerende homestay, i nærheden af en stribe internationale restauranter, hvor det var svært ikke at blive fristet.
Vi tog videre til Lovina på Balis nordkyst. Efter et forgæves forsøg på at finde billig transport på Bali, endte vi med en privat bil, som stoppede undervejs ved 2 af Balis større seværdigheder. Første stop blev Balis vigtigste Hindutempel Pura Besakeh. Det var flot, men vi måtte kun se det udefra, da der ikke var adgang for ikketroende inde i templet. Andet stop var et udsigtspunkt til Lake Batur og vulkanen Gunung Abang. Der var stadig spor fra det seneste udbrud i 1994. Hen sidst på eftermiddagen indkvarterede vi os på et mindre homestay til KUN 5 US$ inkl morgenmad.
Den store attraktion i Lovina er at se delfiner på morgensejltur, en kort sejltur fra stranden. Resultatet er at man får tilbudt ture på hvert et gadehjørne, hvilket i længden kan virke lidt anstrengende. Uanset hvad fandt vi ideen uinteressant og tog i stedet på snorkletur. Det var desværre lidt en skuffelse, men også lidt hyggeligt.
Man kan i udpræget grad mærke og se at Bali er meget mere besøgt end resten af Indonesien ud fra det store udvalg af både billige og luksus hoteller, restauranter med internationale menuer og utrættelige sælgere som vil sælge alt mellem himmel og jord. Det er både godt og skidt, godt fordi højsæsonen endnu ikke er startet og vi derfor kan finde nogle gode tilbud, skidt fordi der ikke er meget original balinesisk kultur tilbage.
På trediedagen i Lovina kørte vi vestpå langs kysten for at finde bedre strand og besøge et skildpadde center der arbejdede med at sikre bestanden af skildpadder på Bali. På turen tilbage til Lovina kørte vi forbi et danskejet luksushotel ved navn DAMAI, som bl.a. Prins Henrik besøger årligt. Vi fik en drink med flot udsigt til bjerge og havet og en rundvisning i en af hotellets dyreste suiter med egen swimmingpool. Overnatning kostede den sølle pris af 3000 kr pr nat i denne denne fantastiske luksus suite. En smule over vores budget.
Efter Lovina gik turen til Lake Buyan nær byen Bedugul i Balis centrale højland. Der er havde booket 2 nætter på luksushotel i privat villa for at forkæle os selv for første gang med luksus. Vilaen var stor med altan, soveværelse med stor seng og lækkert badeværelse med badekar og ikke mindst åben pejs som blev tændt af vores butler om aftenen. Efter at have modtaget fodmassage som velkomst blev vi indlogeret hvorefter vi spiste frokost på hotellets restaurant. Om eftermiddagen spadserede vi en tur i det flotte område med udsigt til søen. Vejret var mere køligt end vi havde forventet, så i stedet for at tage en tur i swimmingpoolen, fik vi os i stedet et langt varmt bad i vores store karbad efter gåturen.
Næste dag startede med lækker morgenmad med frisk frugt, brød, omelet og bacon, frisk ananas juice og kaffe/te serveret ved poolen. Her blev vi hængende det meste af dagen og nød den smule sol der var til stede. Midt på dagen søgte vi læ i vores villa da vejret skiftede til regn. Inden vi slut på dagen skulle have eftermiddagskaffe og kage fik vi massage i hotellets spa. Dagene var ren forkælelse.
Da vi på trediedagen skulle tage afsked var det lidt vemodigt, da vi ikke er vant til sådan en luksus. Vi tog videre til Ubud, Balis kulturelle højborg. Her blev vi et par dage hvor vi udforskede området, kiggede på souvenirers og så balinesisk danseoptrædning. Desuden så vi den skuffende DK vs NL fodboldkamp på storskærm, ironisk nok på en hollandsk bar. Vi forlod baren efterfølgende i skam uden at gøre opmærksom på os selv.
Sidste destination blev Kuta, Balis største turistmål, fyldt med hoteller og restauranter, surfere og irriterende sælgere - man kan næsten ikke gå 20 m ned af gaden uden at blive tilbudt taxi eller anden transport. Her fandt vi et hotel med swimmingpool til 12 US$ inkl morgenmad. Her vil vi blive vores sidste 4 dage på Bali før turen går over Kuala Lumbur og London tilbage til Danmark.
Vi glæder os til at se jer alle sammen og håber vi kan medbringe noget sommer og sol til jer alle.