Hvor skal jeg starte og slutte. Selv om jeg ved at vi ikke kan få dette uploadet i dag, så er jeg nødt til at få det skrevet ned, da jeg ellers blot glemmer for meget af det vi har oplevet.

Nå men efter spisningen i går aftes gik vi de 1½ km hjem til vores bungalows. Klokken var 22 og der var totalt stille i byen og på vejen derud. Den eneste "støj" var fra cikaderne og så en sjælden motorcykel ikke engang de åndsvage haner gad gale mere. Der var meget lidt lys i byen, så vi gik i næsten total mørke ud ad landevejen med et tæppe af stjerne over os. Det er en oplevelse, som jeg aldrig helt bliver træt af - ren manna for sjælen. Nogen ville måske føle sig utrygge med så meget mørke og så mange indfødte, men intet kan være mere forkert, Vi har aldrig følt os tryggere, da alle behandler os helt utroligt venligt.

Da vi nærmede os "Davliz Travellodge" på bakken hørte vi noget meget flot karaokesang, som vi da absolut måtte hen og høre nærmere til, da det kunne være at vi der kunne købe vand, idet de sidste 3 købmænd var løbet tør og jeg har en ide om, at jeg ikke får nok vædske, da jeg helt er holdt op med at være "natpisser".

Ind på baren og bestille 2 store vand, men nej, de var løbet tør. Ok, så bliver jeg nødt til at tage en øl, men de har kun liter øl. Ok ny situation. Så vil vi gerne have to Cola tak, men desværre, det var udsolgt. Men det var ikke noget problem, da hun blot gik over til et bord, hvor de havde litercolas, som hun lige lånte 2 glas fra på husets regning - ja det var jo nok på den kundes regning, som hun havde lånt dem fra.

Nå men der var rigtig god sang. Den ene var datteren til vores hotelmama, hende der usagt fremkom med et tilbud om et fornuftsægteskab med mig, men jeg husker ikke om jeg har fortalt om det, så kort. Hendes mand var død for 4 år siden og det var svært selv at drive sådan et stort resort, så hun manglede en mand - ups et lidt langt indskud - men vi må videre. Hende datteren sang bare helt fantastisk, så vi slog røven i sædet og jeg bestilte en liter øl for at støtte biksen (8 kr).
 
For ligesom at vise at vi også kunne det der karaoketing, så begav jeg mig ud i "What a wonderfull world" - denne gang dog uden Louises ambrochure, da det kræver mere øl. Jeg kunne godt selv høre at det ikke var helt rent, men surprise, surprise, maskinen gav mig maks karakteren 100, som jeg helt beskeden vil fortælle, at jeg var den eneste der scorede medens vi var det, men det var nok fordi Jesper ikke lige var klar til at springe ud som karaokesanger, da det nok kræver meget mere øl:)

Vi havde overvejet at tage afsted næste da kl. 0630 og så lige se solopgang i Padre Burgos, men blev så enige om at det nok var lidt åndsvagt tidlig, da vi havde masser af tid og det tricks med solen havde vi set før, så vi blev enige om at tage afsted kl. 0700. BIG MISTAKE.

Vi tog en bus ind til Maasim, hvorfra båden skulle gå kl. 0900, men det er noget der kun sker hver anden dag og den dag var ikke i dag, så vi måtte tage en bus til Bato 20 km længere oppe ad kysten. Her var vi så kl. 1015 og båden var gået kl.10, men ikke noget problem, da der kort efter gik en anden nemlig kl. 1400. Nogen kunne selvfølgelig blive lidt trist til mode over en sådan ændring i rejseplanerne, men i sådanne stunder skal man blot tænke på, at der kan være en dybere mening med at tingene ikke lige går som man har tænkt sig.

Vi fik billetkontoret til at passe vore bags og gik så en tur rundt i byen. Dagen i dag var totalt stinkende varm - selv de indfødte dækkede sig med klæder for at udgå varmen - men pyt så gik vore tanker blot til alle de frysende danskere og da vi ikke var villige til at bytte, så nød vi det :)

Jeg fik en rigtig fed gang morgenmad med ris, stegte æg, grøntsager og en kødret (48 peso).

Jesper fik købt en saks på markedet, hvor vi bla. mødte en mamma, som havde et par giftelystne piger, som hun godt ville af med, men vi takkede beskedent nej tak.

Selvfølgelig kom vi også forbi en karaokebar, hvor en der var et par børn, som jeg satte mig ned og talte med. Ved siden af sad en ca. 20 årig pige hvis venstre hånd var skruet helt skævt på og på højre lår havde hun et 10 cm stort betændt væskende sår, men hun havde nogle flotte øjne, så jeg tog selvfølgelig nogle billeder af hende. Hun havde i øvrigt mange sår på kroppen, men ingen så slemme som den på låret. Pludselig gik hun i spasmer og smed sig ned og vendte det hvide ud af øjnene. Inden vi nåede at støtte hende var der en af de lokale der holdt hendes hoved indtil hendes epileptiske anfald holdt op. Vi fik at vide at hun havde 3-4 anfald om dagen, hvilket forklarer hendes sår.

Vi gik hen og hentede vores rygsække og gik tilbage til pigen og behandlede hendes sår med den brintoverilte og jod, som jeg havde i min sæk. Hun var endnu ikke kommet helt til sig selv. Sjældent har jeg set et sår der skummede så meget efter brintoverilte. Ingen tvivl om at hun har et hårdt liv og nok ikke bliver så gammel. Set i bakspejlet så kan det meget vel være, at hun ernærede sig ved prostitution, selv om tanken virker uhyrlig. Men livet hernede uden penge er hårdt. Det er helt utroligt hvad man som sygplejerske kunne gøre med meget få midler, for det ser ud til at alt kører efter reglen - Lad alt der ikke kan stå - falde.

Efter en planmæssig forsinkelse på et 1/2 time - vi skulle have en motorcykel og 2 knallerter med - de skulle selvfølgelig slæbes ned ad en lille hønsestige - så kom vi afsted i vores udriggerbåd.

Da vi kom til Bato sagde de, at der ikke gik nogen bus før kl. 0400. Vi gik om på busstationen, hvor vi fandt én der netop var ved at køre. Den gik til byen - vejkrydset - Trinidad, så den snuppede vi. Fra Trinidad fik vi en tagtur på den absolut sidste jeepney til San Miguel, der var halvvejs til chokoladebjergene, som skal ses enten om morgenen eller aftenen.

Da vi nåede frem til San Miguel, var der selvfølgelig ingen bus frem til Carmen (30 km), der ligger ved siden af Chocolate Hills, men buschaufføreren og konduktøreren, der begge næsten ikke talte engelsk, var "flinke" og ville føre det for "fifteen" for os begge, så det sagde vi ja til. Da vi har kommet 7 km ud af vejen, ville vi betale de 150 peso, men de ville have 1500, så vi bad om at blive sat af. Vi blev sat af meget, meget langt ude på landet, men der var en lille købmand, som vi gik over til og købte noget at drikke.

Så der var vi, ude i nowhere, ingen busser, ingen traffik, ingen taxaer, tuks, mc nada nothing. Så er det jo godt at kende reglen om at der nok er en mening med det hele og ganske rigtig, efter et kvarter kom der en mc, som var villigt til at køre hjem med konen og barnet og spørge fætteren om han ville køre os og her snakker vi en almindelig mc med forlænget sæde, 2 white faces, 2 rygsække og 2 håndtasker. Han ville ringe i løbet af 20 min.

I mellemtiden kom sømanden, der var fru købmands mand og tilbød gratis at køre os de 22 km til Carmen, men det kunne vi jo ikke sige ja til, da vi havde en aftale. Mutter fik kontakt med vores mand, som ville have 500 for turen, så¨vi sagde i stedet tak til den gratis tur med bil, hvor vi under den stjernehimmel, som I ved jeg er ret vild med, kunne side på ladet og fede den og få nogle historier om hvor fantastisk Bohol er. Han var en rigtig patriot. Fortalte bla. at de lige havde været oppe og kigge på asiens største vandreservoir, der var 300 m dyb og monster stor. Da jeg mindede ham om The big Dam i China, så var han villig til at den kom ind på 2. pladsen. Den må vi se en anden gang. Han fortalte også, at de er ved at lave en international lufthavn på Panglao.
 
Han kørte os til et resort kun 1 km fra bjergene (300 peso uden aircon) og vi gav ham gladeligt helt frivilligt 500 peso i drikkepenge for "He made our day". Der var lige et svømmebad på stedet, så der gik ikke mange minutter før vi lå og plaskede som 2 sælhunde.

I morgen er det så op kl. 5 og ud i bjergene - derefter Panglao.

Efter jeg begyndte at skrive dette kom jeg lige pludselig i tanke om, at vi hverken havde fået frokost eller aftensmad, men pyt, det får vi nok i morgen.


Chokoladebjergene
Kl. 0515 gik vi i mørke ud mod bjergene, men da vi nu fik at vide at der var 3 km, så blev der sat maks power på pistøflerne, da solen havde tænkt sig at stå op kl. 0545. Efter 1 km´s gang ophørte smereterne i mine vabler, så den fik lige en tand til. Da vi kom derud, skulle vi lige op på et bjerg og derefter 150 trapper til toppen. Det gode var, at vi kom så tidligt, så kassedamen endnu ikke var stået op, og det hårde var, at vi havde en puls på over 180, da vi nåede toppen.

Til vores store overraskelse var der allerede to turister og lidt senere kom yderliger tre, men slet ikke ligesom dengang i Cambodia, hvor der var 2-300 japanere. Det var et rigtig flot syn at se solen stå op og lyse ned på brystlignende bjerge, der var indhyllet i en smule mosekonebryg.

Efter en time var det så med at komme hjem og få fyldt batterierne op, da vi nu var ved at være godt sultne. Det de på dette sted kunne klare var ris, stegte æg og kaffe, så det guffede vi en ordentlig potion af.

Alona Beach
Derefter ud til vejen og med bussen mod Tagbilaran. På vejen omkring Loboc ligger et spændende sted ved en flod "Nuts Huts", som vi godt ville besøge, men da vi havde en aftale med David (kofarmeren fra Australien), så tog vi direkte, da vi kan tage op til det andet sted senere. Turen tog en lille time og førte os gennem flotte landskaber med de brystformede bjerge, som er 2 mio år gamel koralaflejringer.

Da vi kom til den første bro til Panglao hoppede vi af og gik over på øen. Det viste sig hurtigt, at priserne her var meget højere. Tukkerne ville have 300, men kunne fås ned på 200 peso for en 8 km tur. Det er over dobbelt så meget som vi har betalt andre steder, så det afslog vi selvfølgelig og begav os derudad fast besluttet på at gennemføre til fods, da vi havde erfaret, at busserne ikke ville have os med.

Efter én kilometer prajede vi en glarmesterbil, som tog os med til Alona Beach. De ville ikke have noget for venligheden, men fik selvfølge drikkepenge, da det var rart at erfare at den fillipinske venlighed ikke var ophørt.

Jesper fik den sidste hytte på Davids resort (750) og jeg gik op bagved, hvor jeg fandt en fin hytte i en rigtig hyggelig have (800).

Det blæser en del i dag, så vi tager en slapper. Men i morgen kan det være, at vi tager ud og kigger på lidt fisk. Prisen her er 1000 peso pr. dyk (110 kr).