Denneberetning bliver delt i 2 afsnit, da vi i dag ville lave 2 forskellige ting.Jesper tog ud for at snakke med hvalhajer meden jeg tog til solopgang overvandfaldet.

Vandfaldet- Claus

Jeg havdehørt, at der udenfor byen lå der et bjerg, hvor der var en smuk solopgang vedet vandfald (Sindangan), så jeg havde stillet uret til 0515 og gik ind til byen kl. 0530.Næsten derinde fik jeg en lift af morgenens første tuktuk. Han sagde, at jegskulle ind til krydset og tage en minivan, så det gjorde jeg. Det endte med atjeg blev kørt næsten ind til Maasim, hvor jeg blev sat af ved bykanten og fikat vide, at jeg skulle tage en motorcykel videre.

Fandt enMC og han fortalte mig, at det lå 8 km inde i bjergene, pyt med det, nu var jegjo kommet på tur. Desværre så var solen begyndt at stå op, så solopgangen villejeg ikke kunne nå.

Nå mendet gik af rimelige skovveje, men en af de modkørende råbte noget til mindriver. Set i bagspejlet, så tror jeg det kan oversættes til noget i retningaf: "Den går sku ikke makker". Vejene blev til jordveje, opkørtelerveje og fuldstændig opkørte lerstier, hvor der var 40 cm dybe hjulspor.

Til atbegynde med fulgte jeg meget med i driverens kørsel, men da jeg kunne se at hanhavde mere styr over det end jeg, så slappede jeg af og nød turen. Flere stedergjorde han holdt og kiggede frem ad stien, hvorefter den fik gas. Jeg troedetil at begynde med, at han ovevejde at opgive, men fandt hurtigt ud af, at hanregnede den bedste rute ud, tog sig mod til og kom kul på kedlen. Men hangjorde det rigtig flot.

Det varmeget smuk at køre i det kuperede terræn så tidligt om morgenen, da tågenstadig hang i de høje træer, hvis kroner hang højt over den øvrige vegetation,og blandet med morgensolen, ja så så det altså bare total ok ud. Det ville haveværet fedt at starte opstigningen kl. 5 til fods, så det var muligt at følgeændringen i lyset og tage nogle flotte billeder.

Da såselv ikke min driver ville køre længere, så var jeg kommet frem til en lillelandsby dybt inde i urskoven beliggende flere dale fra kysten. Her fortalte hanmig, at jeg blot skulle følge stien fremefter, så det gjorde jeg. Jeg bemærkedeat en gut fulgte efter mig og lidt senere overhalede han mig og så havde jegellers fået guide på. Nå men pyt, de skal jo også leve og det må være utroligtfå der finder frem til dette sted, da der ikke er gjort reklame for det nogensteder.

Nå mendet var hyggeligt nok med lidt selskab. Vi gik gennem rismarker og strækningermed flot høj skov, gennem vandløb og efter 1 km var vi fremme ved et flotvandfald, som lå i skygge, så det med solopgangen var en and. Vi gik op påtoppe n af faldet hvor det kommer ud fra en hule i klippen. Her har byen laveten dæmning, så de har en konstant forsyning af frisk vand, som ledes ned adbjerget i tykke rør.

Detskulle tage ca. 25 minutter at svømme ind i bunden af hulen. Jeg havde min pandelampe samt mit adamskostyme med, sådet lå lige til højrebenen, men, men, jeg stod med en hel sæk med elektronikfor 40.000 kr. samt pengebælte og pas. Så selv om jeg vurderede at risikoen forat det var nogle slette fyre, nok var under en procent, så var jeg ikke villigtil at spille, så det er jeg nødt til at have til gode til en anden gang.

Hvis delavede lidt reklame for hulen og byggede nogle bambusflåder, ja så var derpludselig basis for at der kom turister til deres området, men på samme mådesom med internetbiksen, så er markedsføring ikke deres stærke side.

Nå menjeg smed kludene og hoppede ind under et sidefald og tog mig en forfriskendedukkert.

Påhjemvejen var børnene kommet op og stod måbende og gloede på mig når vi kørteforbi. De sagde ikke et ord, hvilket var meget spookey, da vi ellers er ved atblive helt hæse af at svare børnene, når de råber til os: "Hej Joe""What is your name". Normalt så er det alle børn der hilser påos på den måde, hvilket gør det ekstra mærkeligt, når man pludselig møder sådannogle tavse børn. Vi har i øvrigt ikke regnet ud, hvorfor vi altid bliver kaldtJoe.

Sidder nui haven og venter på at Jesper kommer hjem og beretter om sin kamp medmonstrene.

Hvalhajer- Jesper

Ja,min dag startede så med at troppe op på Peters Divecenter 07:30 hvor diveguideTim fra Colorado kunne fortælle at vi var blevet nok til at lave en tur tilLemasawa island hvor der skulle holde en hvalhajkoloni til. Claus havde valgtat tilbringe dagen på anden vis da han havde set hvalhajer tidligere vedDonsol, han skulle nu nok være taget med alligevel da dykningen erbetydelig  bedre her.

Ombordpå udriggerbåden fra divecenteret var der 3 filippinere, skipper og 2 matroser,Tim dykkereleder. Fra Guam var Matthew Dott og frue medbringende ca. 100 kgfotoudstyr ( hvilket jeg senere  fikglæde af ), 2 unge svenskere Rasmus og kæreste ca. 25 år der havde været påfarten 2 ud af 6 måneder, en ung tysker der også var på vej et 1/2 år,  Martin en ung Canadier der tog et helt årjorden rundt.

Vistartede ud fra centeret 8:00 og efter en lille time nærmede vi os LemasawaIsland og stedet hvor de skulle holde til, farten blev sat ned og vi begyndteat kigge rundt, det blev selvfølgelig de indfødte der først spottede en efterca. 10 min. , og da vi kom tæt på sprang alle i vandet og der var en hvalhaj påca. 5 m der svømmede dovent rundt og ikke tog notits af os, vi var alle heltvilde med synet og fulgte efter den i 25 min.

Efterfølgendevar vi i vandet 8 gange hvor vi nåede at finde 4 forskellige individer, en derhavde været vædret af et skib op havde propellermærker hen over hovedet, en medmærker efter en propeller på halefinnen, og endelig en kæmpe på 8 m, enorm.

Efterlunch på båden skulle vi lige se en mere men alle var nu ved at være mætte afhvalhajer, vi sejlede derfo om på den anden side hvor det amerikanske par fraGuam skulle flaskedykke på en stejlvæg, vi andre havde valgt at snorkeldykke ien superflot koralhave hvor intet endnu var ødelagt, jeg nåede bla. at se enhavskildpadde og en barracuda m.m.

Efteren perfekt dag og 45 US dollars fattigere vendte vi tilbage til dykkercentret,og jeg var heldig at få uploadet billeder fra de andre der havde kamera med påturen . Claus sad og ventede ved vores bungalows ved 18:30 tiden da  jeg vendte tilbage, han har fundet et madstedmidt i en sø i vores lille landsby ved verdens ende, hvor han også mener der ernoget mad jeg kan bruge, lad os nu se.

Imorgetidlig tager vi så videre med bus til Maasim hvor vi skal med en færge tilBohol og se chocolate hills. I Panglao har jeg aftalt at mødes med David Staalfra  Australien (som vi mødte på detførste dyk).  David er ranchejer med enbestand på 5000 Bullock kødkvæg som han driver rundt  med heste på hans kæmpefarm. Hans bedstefarer dansk , Lauritz Staal, der var modstandsmand under krigen, men mere heromsenere,  han har mange historier i ærmet.

Slutherfra

Jesperthe whalediver

 Vi har lige vaeret ude og spise paa en helt gemt restaurant, der ligger ved indkoerslen til byen paa hoejre haand. Den ligger i en soe og vi spiste ude i et hus i soen. Ret flot og god mad, men nu er det hjem og til koejs, saa vi kan komme tidlig op i morgen, da vi godt vil til chokoladebjergene paa Bohol i morgen inden vi skal videre til Panglau og moedes med kvaegfarmeren David fra det nordostlige Australien.